Som forælder til en aktiv spejder, har du oftest fokus på at der er trygge rammer for dit barn under kurset. Helt fra I afleverer jeres barn torsdag aften til I får en godt træt og glad spejder tilbage igen 4 dage senere. Den tryghed har vi i teamet specielt fokus på, da vi ønsker at give alle 60 spejdere en god oplevede, alle 4 dage. Det er for mange af spejderne første gang de er væk så længe, fra både hjemmet og sin egen spejdergruppe og -ledere.
Vi er et ungt og dynamisk team, der med mange års spejdererfaring, har øje for at skabe gode rammer for leg og læring – både for patruljerne som enhed og for de enkelte spejdere. Der er tilknyttet 2 vejledere til patruljen, som løbende vil give feedback på patruljesamarbejdet samt sørge for at alle spejderne har det godt.
Hvad skal du vide før kurset?
Du kan finde de praktiske informationer om kurset her. Siden vil løbende blive opdateret hvis der kommer nye vigtige informationer. Du kan ikke forvente at dit barns leder nødvendigvis er bekendte med alle fakta om kurset, men vi vil sørge for at sende lederne oplysninger om kurset, og dit barn, både op til og efter kurset. Står du stadig tilbage uden svar på dine spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte kursuslederne Mie og Emil.